Der var engang to sjæle, der elskede hinanden højere, end de elskede sig selv. De vidste ikke, hvor den ene begyndte og den anden sluttede. De var som skabt af et sammenhængende stykke.

I deres møde flød de sammen i en fælles oplevelse af dyb og altfavnende kærlighed. Det var en kærlighed, der lyste på alt. Den lyste på de steder i den enkelte, som var forstenede, og som skulle vækkes til live og renses. Den lyste på den skønhed, som rørte dem dybt i hjertet og vakte en ukendt sårbarhed til live.

Han – for de var af to køn / en mand og en kvinde – følte hende til fulde. Han følte den smerte, hun levede. Han stod ved hendes side og mærkede alt i en forstærket form. Sådan er det ofte med dem, der må stå ved siden af.

Hun var et sted, hvor hun flød gennem følelser af stor kærlighed og dyb sorg, fordi hun måtte miste så meget og omdefinerer sig selv fra bunden af. Mødet med ham kaldte på, at hun måtte rejse sig og stå i øjenhøjde med den, han var. Alt dette ved at face de områder, hvor hun ikke var trådt i karakter. Han kendte smerten før hun. Han havde mistet uskylden længe, før hun havde. Han havde gået i de rum alene, før deres møde. Og var blevet stærk i sig selv. Indtil han mødte hende, for sammen med den gave, hun var, var hun også døren ind til en sårbarhed, som rystede hans grundvolde. Meget kunne han rumme. Men han kunne ikke rumme at se hende lide. Han ville gøre det for hende. Gå vejen, beskytte og skærme hende mod alt. Men det kunne han ikke. Han måtte se på, hvordan hun vred sig og fandt fodfæste igen og igen. Det bragte ham i knæ. Værst af alt var det, at hun reagerede og kom i tvivl om alting. Særligt kom hun i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet var værd at elske med alle de fejlslagne forsøg, som fyldte hendes liv. Den kærlighed, hun følte for ham, gjorde hende bange. For uden ham var der ikke noget lys. Kun overlevelse uden liv.

Smerten voksede mellem dem. Han blev bragt i knæ i sin afmagt, fordi der ikke var noget, han kunne gøre godt nok. Hun hørte ikke hans sprog. Så ikke hans smukke intentioner. Hun så ikke den store kærlighed, som han udtrykte gennem det vidunderlige univers, hun færdedes i. Hun var blind for hans dybe kærlighed og omsorg. Skeletterne væltede ud af skabene og slørede hendes udsyn. Indtil den dag hvor hun så, at hendes elskede lå på gulvet. Nedbrudt, fortvivlet, slidt og ulykkelig. Den smerte vækkede hende fra hendes søvn. For den var stærkere og dybere at føle end hendes egen. Hun lagde sig på gulvet ved siden af ham. Deres tårer flød sammen og blev til en klar perle af indsigt og forståelse, som nu skulle leves og fører dem endnu dybere ind i en kærlighed, som de først nu skulle til at forstå omfanget af.

Hun var klar nu til at bære sammen med ham. Hun var klar til at være den, han har brug for.

Suk hjerte men brist ej. En udvej vil vise sig ❤️ Kærlighed er den healer, vi alle leder efter…