Kriger

Krigeren har altid været lige under huden på mig, nærværende, vogtende og parat… Jeg er dybt taknemmelig for hendes tilstedeværelse. Hun har fået mig ud på den anden side i så mange sammenhænge. Hun er nem for mig at være med, for vi kender hinanden godt, og hun er en overordentlig veltrænet del af min eksistens. 

Men krigeren har en bagside, for der er ting, hun ikke lader komme ind i sit hjerte. Hun bærer en skal omkring de dele, der stadig bløder fra de sår, de er blevet påført. 

Jeg ser mange kvinder komme mere i kontakt med deres sårbarhed lige nu, men også en træthed, eller måske nærmere en udmattelse… En udmattelse, der har udspring i mange ting; herunder blandt andet det at skulle kæmpe og forsvare sig selv, men også at skulle spille spillet for at blive respekteret og lyttet til. At søge det at blive inkluderet på bekostning af sin integritet og sit hjerte. 

Der er en anden energi med et helt andet værdisæt, der rejser sig i mange nu. Den rejser sig i ødelagte landskaber, hvor bl.a forliste ægteskaber, sygdom med mere er de bål, der antænder energien. Eller er det omvendt…

Der er en sårbarhed, der kommer op til overfladen, som har brug for healing og forløsning. Der er tårer, der skal grædes og følelser, som skal mødes og rummes lige nu. Der er noget nyt i os og kvindens metoder, som vi må give os hen til. 

I dag er jeg udmattet. Jeg er udmattet efter alle de gange, jeg er gået på kompromis med mig selv og mine følelser – med essensen af mit autentiske væsen. Jeg er udmattet efter alle de gange, jeg har svigtet og talt mig selv på plads og har brudt min følelsesmæssig kont(r)akt. Jeg er udmattet efter alle de gange, hvor jeg har sat praktik, uskrevne regler og præstationer før mine følelsesmæssige behov og min visdom. Og jeg er ikke alene om det…

Jeg ærer tårerne i dig og i mig og beder krigeren om at lægge sine våben og møde alt dette nu. Slip kampen og forsvaret. Vi er her for at kende os selv og alt, hvad vi indeholder samt den visdom og de budskaber, dette felt bringer. Vi er her for at leve hele vores væsen og ære vores følelser. 

På den anden side af forløsningen bor der en udgave, der er det, hun føler. Hun kender hele sit indre landskab og respekterer og accepterer det. Hun ejer hele sit væsen og taler ikke så meget om tingene, men bringer dem ud i livet som en naturlig forlængelse af sig selv. Hun går sine egne veje uden at rette bebrejdelser hverken indad eller udad. Hun kæmper ikke længere for at blive valgt til. Hun vælger sig selv med den største naturlighed og sødme – igen og igen og i alle sine livssammenhænge. Den energi, hun før brugte på kampen, bruger hun nu på at forfine kontakten til sit inderste væsen og leve dette.